I samarbejde med SOS Galgos.

Sidst på året 2006 fik vi en henvendelse fra SOS Galgos i Barcelona, som vi tidligere havde hentet hunde hjem fra.
Havde vi en familie, der kunne tage en af deres hunde? De havde rent faktisk et ungt ægtepar, der skulle til Danmark på juleferie, og de havde tilbudt sig som ”rejse-ledsagere”, så vi ikke selv behøvede at tage derned.
Gode råd var dyre. Med Enrique som rosinen i 2006-pølseenden var vi sikre på, at nu ville vi vente til efter Nytår med at tage flere hunde hjem, men pludselig kom Pia frem på arenaen og deklarerede, at hun da absolut måtte have en galgo mere (hun havde netop adopteret Yvonne, og forelskelsen i disse skønne hunde var total)!
Nu er det jo ikke sådan i en fart at finde den rigtige hund, men fra SOS-Galgos hjemmeside tittede stakkels Luna’s forskræmte øjne frem og så lige ind i sjælen på Pia.
Ingen havde troet, at der netop nu kunne findes et hjem til sådan en skræmt hund, men for Pia var der ingen tvivl. Efter at have set Yvonne gøre fremskridt (små, men mange), var det netop Luna, der nu skulle have chancen – og det fik hun.

Frem og tilbage gik det med mange mails og endelig kom dagen, hvor Tine og Pia stod i lufthavnen og skulle tage imod.
Nerverne var noget på højkant, for hvordan havde Luna taget rejsen. Tja – helt inde bag i kassen sad hun, og dér blev hun siddende lige indtil de nåede hjem.

Velkomst kommitteen var på plads - hele 5 stk. 4-benede  - men Luna klarede skærene og selv om hun var skræmt, fandt hun hurtigt op i en sofa, hvorfra hun bedre kunne overskue situationen.
Man skal se det før man tror det. At så skræmt en hund nogensinde kan rette sig er uforståeligt, men – hun gør bittesmå fremskridt hele tiden. Følelsen, hver gang det sker, er ikke til at forklare. Man bliver både varm og kold, har lyst til at grine og græde – al sammen på én gang.

Vi skylder Pia en kæmpe tak for hendes fantastiske mod og enorme hjerte.