For bare at kunne begynde at forstå Galgoernes tragiske situation i Spanien,
 må man gå tilbage til fortiden.

Man mener, at Greyhounds blev introduceret i Spanien af Araberne, og at de nedstammer fra den Nordafrikanske Sloughi.

Disse dyr blev i deres oprindelseslande nærmest højagtet. Således var Salukien, en slægtning til den spanske greyhound, kun ejet af Sheikerne, og det blev anset som en stor ære, hvis Sheiken gav en gæst sådan en hund i gave - sådan var traditionen længe. I begyndelsen var Greyhounds altså ædle dyr, og kun ædle/fine folk kunne eje dem - disse dyr blev brugt til jagt.

Den spanske frækhed er dog velkendt, og det lykkedes efterhånden folk af mere ydmyg status at stikke af med nogle af hundene, hvilket var begyndelsen på den ukontrollerede avl.

Fra dette øjeblik var en Greyhound ikke længere et ædelt dyr kun ejet af det fine folk, men snarere et dyr, man associerede til den laveste rang i det spanske samfund.

På samme tid begyndte det finere miljø i Sydspanien at importere Greyhounds fra Irland, på grund af denne arts hurtighed, hvilket den spanske greyhound ikke var i besiddelse af. Resultatet var en ny anglo-spansk avlsart. Det pudsige er, at denne art er kendt som Den Engelske Greyhound, på trods af, at den ikke stammer fra England, men Irland.

Igen var det mere jævne folk, der nu beskæftigede sig med dyrene, hvilket resulterede i en hastig stigning i avlen af de krydsede arter, da de i stort omfang parrede deres egne spanske tæver med de irske hanner, de passede. Det irske blod giver en Greyhound hurtighed og det spanske blod giver den modstandsdygtighed /udholdenhed (stamina) i jagten.

 I dag er det afhængigt af hvor jagten finder sted, hvorvidt det er den irske eller den spanske greyhound, der er bedst. F.eks. i de store jagtområder i Andalusien, hvor harerne har godt vejr og adgang til føde hele året - her vil jagten være kortvarig, hvorfor den irske Greyhound er mest værdsat hér på grund af dens hurtighed. Derimod er den spanske Greyhound mere værdsat i f.eks. Castilla-Leon og Castilla-La Mancha, hvor harerne er mere hårdføre, og en jagt kan tage længere tid - op til 3-4 minutter - hvor den spanske Greyhounds stamina i jagten gør sig gældende.

Da avlen af disse dyr steg ukontrolleret i begyndelsen af det 20. århundrede, blev de efterhånden til uundværlige hjælpere for deres ejere, eftersom man dengang måtte jage for at få mad på bordet. Dette betød rent socialt, at havde man en Greyhound i huset, sultede man ikke, da hunden var en alternativ kilde til at skaffe føde.

Franco regimet resulterede i, at en stor del af befolkningen flyttede fra landet til byen for at drage fordel af jobmulighederne. Den del af befolkningen, som var fans af Greyhounds, men som i byen ikke havde nogle steder at dyrke deres interesse, begyndte at samles i grupper med nogle få Greyhounds, der kunne løbe om kap. Dette var springbrættet til den fra England importerede mani, der udviklede sig til hundevæddeløbsbaner. I slutningen af 70'erne var der 16 hundevæddeløbsbaner i Spanien, hvoraf kun én stadig eksisterer den dag i dag, La Meridiana i Barcelona. 100 % af de hunde, der deltog i disse væddeløb, var fra Irland!

I begyndelsen af 80'erne, da den økonomiske situation i Spanien begyndte at forbedre sig, begyndte en del af befolkningen i byen at få sekundære hjem i deres fødebyer på landet. Også folk fra landet havde fået bedre vilkår. Disse grupper af mennesker begyndte at avle hunde som brugsdyr i forbindelse med deres interesse for jagt. De opretholder dog traditionen med at skaffe sig af med dyrene, når jagtsæsonen er ovre - enten ved hængning eller f.eks. på en mere ”moderne” måde i samme stil ved at overlade dem til skæbnen ved at efterlade dem til at bl.a. at sulte ihjel ude på landet eller ved at aflevere dem på kommunale hundeinternater, de såkaldte ”killing-stations eller for de mere heldiges vedkommende på private redningscentre.

Dette bringer os frem til nutidens komplekse situation for Greyhounds i Spanien. 
(teksten er i vid udstrækning citeret fra internatet Scooby, men glæder alle de private internater over hele Spanien)

Fokus på nutidens problem må deles i 2.
1) den ukontrollerede avl af galgoer
og
2) den massive dumpning ved jagtsæsonens slutning

FAKTA:
En undersøgelse foretaget af the World society for the Protection of Animals (WSPA) i 2001 og 2001 beviste, at titusindvis af Galgoer hvert år avles i Spanien i håbet om at producere den nationale coursing champion. medina del Campo er hovedsædet for de coursing interesserede i Spanien. Mange galgueros (galgo-avlere og -ejere) bor i Medina del Campo og i dennes nærhed.
Før 2001 var de en årlig tradition, at galgueroerne (jægerne) dræbte deres hunde ved en masse-hængning i fyrretræs skovene i og omkring Medina del Campo ved slutningen af hver coursing sæson (januar/februar). Fermín Pérez fra internatet Scooby og WSPA optog en meget stor  fotografisk bevisbyrde og WSPA sammensatte en rapport om hvorledes Galgoerne blev behandlet i Spanien.
Fra omkring 2001 begyndte jægerne at bringe deres uønskede Galgos til bl.a. internatet Scooby med de resultat, at dette internat gennemsnitlige huser omkring 450 hunde - for de meste Galgoer. Scooby sikrer, at alle hunde bliver neutraliserede og modtager behandling af dyrlæge. Scooby bortadopterer et begrænset antal Galgoer og nogle blandings-hunde via mindre partner-foreninger i Europa.
Næsten alle i Spanien må avle Galgoer - den simple regel er blot at eje en hanhund og en tæve. Der er overhovedet ingen myndighed der kontrollerer avlen. Derfor er det ganske unødvendigt at fortælle, at lovene, de er beregnet til at kontrollere netop dette virkelig eksisterer, imidlertid er der ingen der følger disse love og ej heller nogen, der håndhæver nogen kontrol, hvis nogen bryder lovene. Dette er normalt pga. at der overhovedet ikke er nogen mulighed for at kontrollere, om disse love overholdes eller ej. Hvert enkelt dyr burde være identificeret - hvilket ofte ikke er tilfældet - og avlerne skulle tvinges til at registrere således at man kunne regulere avlen.
Galgo-avlen i Spanien er massiv - en population af hunde, der aldrig vil have en chance for at finde et hjem - og dette er grunden til vi har besluttet følge en ny retning for at bekæmpe roden til problemet, hvilket er den "UKONTROLLEREDE GALGO-AVL"

KONSEKVENSERNE:
På Scooby modtages jævnligt opkald fra mange personer der beder dem overtage deres hunde. Det hovedsagelig Galgoer på 2-3 år, somme tider også ældre eller Galgoer, der kommer fra dårlige forhold. Nogle af disse galgoer ender hos foreningerne som Scooby, hvor de i det mindste har en chance for en fremtid, andre ender på de såkaldte "Perreras" (kommunale internater også kaldet "dræber-stationer", hvor de fleste af dem aflives. Nogle bliver dræbt på vejene, nogle bliver skud og andre bliver hængt. Trods kampagner herimod fortsætter hængningen af Galgoer i Spanien. 
For galgo-ejerne er det blot således, at de private internater samler deres affald op. For dem er en Galgo efter jagtsæsonen intet andet end affald, de vil af med. Given muligheden for at komme af med deres Galgoer på en mere eller mindre passende måde, giver vi dem endog en chance for at have en god samvittighed, for oven på alt føler de, a de gør noget godt !!

LØSNINGERNE
I lyset af disse facts besluttede Scooby at arbejde indenfor flere områder. De to største områder er at overtage hundene og finde nye hjem til dem - hvor vi skal huske på, at alle I, der læser dette, spiller en væsentlig rolle i dette.
Ydermere er det yderst vigtigt, a alle I læsere deltager i kampagnerne/underskriftsindsamlingerne for at reducere galgo-avlen. 
Det kan simpelt hen ikke være således, at en enkelt person kan avle 15 Galgoer, blot for at beholde de 2 og dumpe de resterende 13.
Avlerne må tage ansvaret for deres hunde, fra begyndelsen til enden. Foreningerne, der dedikerer deres arbejde til Galgoerne kan ikke "lide"  under det ansvar, jægerne ikke længere er villige til at påtage sig.
Når man taler i vendinger som "lide" betyder det begrænsede medhjælpere. Uanset hvor meget en person er parat til at arbejde og hjælpe, uanset hvor stort internatet måtte være, vil der altid være Galgoer, der ikke kan komme ind pga. den begrænsede plads, ikke nok hænder, eller fordi internatet simpelt hen ikke kan mase flere hunde ind, etc. .....
Vi må komme det de punkt, hvor lovene bliver respekterede - love der gælder for alle personer, der ejer et dyr, ... og love, som ikke kun gælder for kæledyr, men også for jagthunde.
Spanien har love, men de bliver næppe kontrolleret, siden de ikke tjener noget politisk mål.

Målet er at undervise folk i undervisnings-centrene (specielt oprettet af dyreværns-forkæmperne) og med skolebesøg om situationen, og med tiden tillade os at lave kampagner for at ændre mentaliteten og starte en bevidsthed om situationen.

Til forrige side