|
Nu tror jeg faktisk godt at der kan blive plads til en til...
|
|
| Det er nu 10 dage siden Yvonne kom til Danmark fra
Spanien. Og hendes liv har i de 10 dage været fyldt med store
forandringer, prøvelser og daglige sejre. Hun er en smuk og værdig hund - selv når hun bliver meget bange er det som om hun tager en dyb indånding og beslutter, at hun nok skal klare det. |
|
 |
 |
| De to første døgn lå hun i en hundeseng i soveværelset. Og hun forlod ikke sengen med mindre jeg insisterede - når jeg fortvivlet forsøgte at få hende til at tisse i haven -. Maden blev serveret på sengen og vandskålen stod lige ved siden af. Hun spiste med glæde - bare jeg ikke kiggede på hende imens. Hun spiste også gerne de godbidder jeg tilbød hende, hver gang jeg kontaktede hende. Det føltes som en sejr for os begge. Og hun tissede endelig- efter næsten 24 timer i DK og diverse ture i haven og i skoven (kl. 5 om morgenen)- gik vi en længere tur i skoven, og der så hun pludselig rank, stolt og stor ud. Alle hendes sanser blev vækket , og under gåturen glemte hun for en stund sin angst. Hun holdt sig tæt op ad mig - ikke fordi hun havde tillid til mig, men måske snarere fordi hun ikke turde andet. Hun var bange for hænder, biler, mig, ja kort sagt alt, men skoven virkede tydeligvis opmuntrende på hende. | |
|
|
|
| Næste morgen klokken 5 blev jeg vækket af hunde-gøen
og således også den næst følgende morgen. Yvonne trængte vist til at
komme af med lidt ophobet energi og kattene kunne måske bruges til at
afreagere på, mente hun. Da jeg sagde godmorgen til hende, listede hun
hurtigt ind i sin seng igen. Den første gang hun slikkede min hånd, det første vip med halen - jeg blev så glad og taknemmelig. Men sagt med et smil, så er det "længe" siden nu: I nat sov hun i benenden - og hun lå der stadig i morges, da jeg vågnede. I mandags lod jeg Yvonne være alene hjemme sammen med de 4 drenge, da jeg skulle på arbejde efter en uges ferie, som aldrig burde have sluttet. Drengene er jo vant til at komme med på arbejde, men jeg var bange for, at det ville blive for meget for Yvonne. Derfor blev de alle hjemme. Tirsdag da Yvonne så at jeg gjorde mig klar til at tage afsted, hoppede hun rundt og gjorde opmærksom på sig selv ved at pive og kigge indtrængende på mig. Og jeg blev snydt: Troede jo at hun skulle tisse, så vi var ude adskillige gange, uden at de ture dog bar frugt. Yvonne ville vist bare lige gøre mig opmærksom på, at hun gerne ville med mig, når jeg skulle køre. Hun er meget glad for at køre i bil. Hun følger opmærksomt med og hygger sig i tæpperne sammen med Sam, Rasmus og Mads. Forresten så kom hun med i tirsdags. Hun er også med idag. Og hun ligger og flyder i en sofa her på arbejdet. De søde, unge mennesker tager det alvorligt når jeg beder dem om at undlade at kigge direkte på hende.Og Yvonne klarer også denne nye arbejds- udfordring med en sejhed, hvis lige må være svær at finde. Den
korte tid jeg trods alt har kendt til "Foreningen for Galgoer i Nød"
har kostet mange tårer, har været anledning til mange smil og bragt
megen glæde ind i mit liv.
|
|
| Tilbage til forsiden |