En hjemkomst… 

Min historie begynder i Spanien…jeg boede hos nogle sigøjnere som ikke gav mig nok mad, så jeg var meget tynd og sulten – derfor fik jeg navnet Flaco (betyder tynd).  

”Det her kan ikke blive ved med at gå” tænkte jeg – der måtte være en udvej. Internat? Det skulle vist være et sted, hvor man venter på at skulle ud til en god familie – så det måtte være min mission.

Så jeg sendte en ansøgning af sted – og hvor heldig kan man være…jeg blev udvalgt!  

Der var dog et lille problem, idet jeg selv mener, at der måske er lidt galgo/podencomix i mig. Pokkers! Jeg skulle jo gerne være ren galgo for at komme til en god familie.
Her måtte en slagplan til – jo, jeg måtte spille ren galgo, hvis jeg skulle være lykkelig resten af mit liv. Det betød at jeg var nødt til at lægge ansigtet i de rette folder, dvs at lægge ørerne ned. Mine ører har det jo desværre med , at stritte lige op i luften nu og da.

Nå, men på ”internatet” sagde Gisela ” nej, for en smuk galgo – han får da snart et hjem”. Behøver jeg at fortælle at jeg var meget stolt, selv om det var noget anstrengende at spille ren galgo hele tiden.

Hele dagen gik med at huske,  at ørerne skulle holdes nede – så det var en helt befrielse, at jeg hver nat kunne lægge ørerne ned og lade dem stritte. Tidligt næste morgen før Gisela kom, var jeg vågen og en ”ægte” galgo igen.  

Endelig oprandt dagen, hvor en familie var faldet for mit flotte ”galgolook”. Gisela fortalte mig, at jeg skulle hjem til en familie, hvor man stort set måtte alt, uden at man blev smidt ud igen. Hvor var jeg lykkelig – men ups, nu skulle jeg jo resten af mit liv gå med ørerne nede, hvilket ville være temmelig anstrengende! Nå, men kommer tid, kommer råd.  

Dagen for afrejsen kom så endelig. Jeg skulle til et land, langt mod nord – hundekoldt og med isbjørne i gaderne, sagde damen. Jeg syntes nu at det lød underligt, men hvad gør man ikke for at blive lykkelig!

Flyveturen – puha, den kunne jeg nu godt have undværet – og dog, så fik jeg da 4 timer, hvor jeg ikke behøvede at tænke på mine ører…  

Jeg kom af flyet og blev kørt ind i en stor hal, hvor der stod en hel masse mennesker. Så var det nu, jeg igen skulle spille ren galgo!

Min nye mor var der for at tage imod mig. Jeg tror at hun var ret vild med mig. Hun syntes vist at jeg var meget smuk. Jeg tror ikke at hun tænkte så meget over det med ørerne, for jeg havde været så smart, at jeg lod mig bide i næsen inden afrejse. Med den syning over hele næsen og godt svulmet op, var det lige som det der skulle til, for at mine ører ikke skulle tiltrække sig for meget opmærksomhed…  

Vi kom godt hjem til mit nye hus. Med 5 nye legekammerater gik det bare stærkt – de kunne lide mig fra starten. Jeg var jo ren galgo, ligesom dem!  

Men så indtraf katastrofen….

I min iver og glæde over alt det gode som var sket for mig, glemte jeg alt om at holde ørerne nede. Pludselig hørte jeg nogle skrig fra min nye familie…”Han er jo en podenco”!!!

De så helt vilde ud i øjnene, for de havde hørt at podencoer var meget frække og sprang over høje hegn – så der blev vild aktivitet. De for rundt og satte flere meter ekstra hegn oven på det eksisterende hegn. Puha, hvor havde de travlt, alt i mens de råbte til hinanden ”se nu er ørerne oppe” – ”Nej, nu er de nede igen”.  

Nå, men de blev da færdige med hegnet og min nye mor sagde, at det ikke gjorde noget – og at hun selvfølgelig elskede mig uanset hvordan mine ører så ud.  

Hos Gisela siger de stadig at jeg er en ægte galgo, men at jeg bare har lidt store ører. Så det gør ikke noget at man er født i en andegård, når man alligevel bliver til en smuk svane.
Jeg og min familie vil nu leve lykkeligt til vores dages ende.  

Se det var et virkeligt eventyr…  

Hasta luego
 Flaco.