Der var engang en jæger, som havde adskillige hunde, som han jævnligt tog med på jagt. Sidste vinter besluttede han en dag, at en af disse hunde ikke duede mere. Hunden ydede ikke dét, han forventede. Måske var han ikke hurtig nok, vi ved det ikke. Men hunden måtte væk, basta. Ved jagtsæsonens slutning kører en stor lastbil rundt i det område, hvor jægeren boede for at opsamle de kasserede hunde. Denne lastbil blev lejet af de lokale myndigheder og alle hundene blev alle sammen læsse af på vores internat (Scooby). Imidlertid besluttede myndighederne, at de ikke mere ville betale for lastbilen. Vi ved ikke hvorfor. Nu må jægerne selv aflevere hundene til Scooby. Hvis ikke de gør det, ved vi alle, hvad der sker med dem, ikke?

Tag nu f.eks. jægeren i vores historie. Han fortalte hans søster, som passede hundene kærligt og ordentligt, at han ville skyde sin hund. Bare lige nøjagtig sådan. Nemmere end at flade ned fra en stol. Hunden behager mig ikke mere, så jeg vil skyde ham. I modsætning til sin bror, elskede søsteren disse hunde. Hun fik til sidst overtalt sin bror til at lade hende køre hunden til Scooby. Det var ikke let - manden er jo jæger og kan lide at skyde. Men hans søster blev ved med at plage ham og bede om nåde for denne skønne hund, og til sidst gav han sig. Han tillod hende at gøre hunden til vores internat.

Og så kom hun, med tårer i øjnene, og overgav denne skønne galgo i Scooby's varetægt. Dette var den lykkeligste dag i Galgoen's liv, for nu ville han få lov til at beholde livet. Han er sådan et smukt og mildt væsen. Han fortjener e meget bedre liv og skæbne, end hos den middelmådige jæger, som bringer sine hunde her. Hvis denne hund og mange andre hunde finder et kærligt hjem, ville dette være den lykkelige slutning på denne fortælling. 
Som i eventyret: "de levede lykkeligt til deres dages ende"!!!

Cobie