7. september 2006.

Det er den store dag! Vi skal hente Cacharel i lufthavnen kl. 15:10
Vi er totalt kolde i røven. Er ikke nervøse og ikke mere spændt end at vi bare hopper en lille smule.
Af sted - af sted. Spændingen stiger. Kan vi overhovedet finde ud af hvordan man parkerer sin bil i København ? Næ !
Lufthavnen er værre vil jeg sige. Godt der er mange rundkørsler ved lufthavnen. Vi nåede rundt i en del af dem, nogle af den flere gange! En venlig parkeringsvagt fattede heldigvis hurtigt at vi var på vej ind med 4-toget og hjalp os venligt tilrette på p-pladsen. Da vi forlod bilen på p-pladsen var jeg sikker på vi aldrig så den mere !
Jeg er født lige op ad lufthavnen! Hvis lufthavnen og jeg havde udviklet os i samme grad ville jeg ha´ været 13 meter høj og vejet 736 kg.! Den er godt nok vokset !
Helt uden at blive kørt ned når vi frem til terminal 3, finder ind og finder det sted hvor hundene vil komme ud. Der er én med en galgo T-shirt. Yes så er det det rigtige sted!

Vi er stadig ikke ret spændte. Maven er lidt i oprør og kinderne er underlig varme. Ellers er vi overhoved ikke spændte. Andre galgo-folk kommer til og de er heller ikke hverken nervøse eller spændte! Vi får at vide at hundene er meget stressede og de bla. har skidt i bukserne på vejen.
Det hjælper alt samme på spændingen.
Timen frem til hundene dukker op varer omkring 4 dage. Endelig kommer kasserne med hundene og da jeg ikke har glædet mig spor, må jeg fælde en (løgn 7) tåre ! Hundene kommer ud en efter en – oooooorrhhhhh hvor er de dejlige. De lugter ikke godt – men skidt – og hvor er det lige gyldigt.
Med Cacharel i armene må jeg fælde endnu en tåre.

        

Tænk at man kan snuppe en hvalp fra sine søskende og mor, kører dem gennem det halve Spanien, kyle dem på et fly – og så er det en skøn tillidsfuld hundehvalp der kommer ud i en anden ende af verden ?
Jeg er bare så imponeret !
Uden at vide om det er vores bil vi har med hjem, ankommer vi uden problemer til St. Merløse, og det går pludselig op for mig at Chacharel lige om straks skal introduceres for ”banden” (ulvehund, papillon og 20 katte ). Jeg skulle skamme mig. Min fantasi gav mig nogle lidt kedelige billeder, men ingen af disse billeder blev til noget. Hunde og katte hilste pænt på hinanden uden problemer af nogen art.
Et par katte sagde vradder og fortrak til 1 sal, og ja - Cacharel spiste Isas (ulvehund) mad, sked på gulvet og var dermed flyttet ind.
Her til aften er hun blevet bedste ven med et par af kattene, har tonset rundt i haven, og sat Isa på plads. Cacharel havde som bare taget Isas ynglingsben og mente at hun var i sin gode ret til det, nu da hun også bor her !

Jo da – Lykken er en hundehvalp. Så må 2 hundehvalpe være dobbelt lykke ?
Vi er lidt grådige og vil prøve dobbelt lykke og har derfor bedt om lov til at få Cacharels søster – også.

En stor tak til folkene omkring Galgo-sos der har gjort det muligt at få denne smukke, dejlige, selvsikre, helt vidunderlige lille hundehvalp, den lange vej til os.

Nok for i dag. Jeg tror Cacharel fortæller mig at hun skal ud og tisse.

Kjeld & Marianne Jepsen

Tilbage