Søndag
d. 16/9. 2007 kunne vi byde velkommen til hold nr. 25.
Denne
gang var Tanya af sted for at hente 3 søde galgoer hjem og det var
nogle spændte familier som ventede på dem i Kastrup lufthavn.
Lille Leon som nu hedder Luis sad ikke længe i transportkassen da
først døren blev åbnet. Han kom tillidsfuldt ud og var straks klar til at
erobre alle med sin søde ligefremme måde at være på. Han var meget glad
for godbidderne og han nød al opmærksomheden fra os alle.
Luis er heldig at skulle bo i Farum hos en dejlig familie som har en legesyg
hund i forvejen, så Luis bliver aldrig alene mere og han kan se frem til en
tryg tilværelse i sit nye hjem.
Lille David var mere tilbageholdende da døren til transportkassen
blev åbnet – men ved fælles hjælp fik vi ham ud af kassen og straks han
var ude fandt han tryghed på skødet af Mette.
Hele hans nye familie var med ude og tage imod ham og hjemme i Dianalund
ventede en lille whippet på hans ankomst.
David kan glæde sig til et liv med masser af kærlighed og han behøver
aldrig mere at være bange – nu skal han lære at få tillid til mennesker
igen.
Den sidste hund som kom hjem i denne omgang var Flaco. Han kom
tillidsfuldt ud af kassen og kiggede godt og grundigt på alt menageriet
omkring ham. Flaco`s næse var blevet syet et par dage inden afrejsen pga
et hundebid og det må siges, at han så lidt ”drabelig” ud.
Flaco er heldig at skulle til Mørkøv hvor han skal bo med 2 andre
galgoer og familiens øvrige hunde. Så han behøver aldrig at mangle en
legekammerat og fremover skal han bare nyde livet i fulde drag.
Vi ønsker de nye adoptivfamilier tillykke med deres dejlige
galgoer og glæder os over, at disse hunde er heldige at få en ny tryg
tilværelse her i Danmark.