Den 25. april gik turen atter til Spanien for at hente et hold længe ventede hunde.

Denne gang måtte Jacques klare ”ærterne” alene (normalt rejser vi 2, når der skal et helt hold hunde hjem), og da det lige dagen før afrejse blev bestemt, at vi skulle forsøge også at få hvalpen Sarala med hjem – ja, så tog Jacques af sted med 5 store transportkasser!
Heldigvis havde han arrangeret en ”velkomst komité” i Madrid lufthavn, så da han en sen aftentime kom kørende ud med alle kasserne (hvilket syn det må have været) stod der flere hjælpsomme hænder – og biler – parat.
Tidligt næste morgen gik turen så igen ud i lufthavnen, hvor hundene ankom med deres plejefamilier. Det var ikke nogen let opgave at få overbevist flyselskabet om, at ikke kun 4, men 5 hunde skulle med, men med tålmodighed og en god portion snilde lykkedes det, og i Danmark kunne vi næsten ikke få armene ned, da beskeden ”det lykkedes” indløb på SMS.

Mara, Dia, Garra, Rapsi og lille Sarala klarede alle rejsen i fin form.

Vel ankommet til Kastrup var der heldigvis venlige mennesker, der hjalp med at få hundene kørt ud til alle os, der ivrigt stod og ventede, og da de en efter en blev lukket ud af kasserne var det svært ikke at få alt for våde øjne.

Lille Sarala måtte lige op og give Jacques et knus som tak, fordi han havde fået hende med.

Mara og Rapsi listede lige så stille ud af kasserne med et spørgende udtryk i øjnene: ”hvad skal der nu ske med os” efterfulgt af Garra, der lige skulle finde fodfæste. Garra’s ene bagpote er temmelig slemt tilredt, og vi skal nu sammen med Tine se, hvad vi kan gøre, for at hjælpe ham.

9 år gamle smukke lyse Dia lå lige så stille inde i kassen og ventede. Da hun kom ud af kassen, var vi alle målløse. Kæmpe store ar på begge sider vidnede om en grusomhed så voldsom, at det var svært at fatte, hun stadig var blandt os. Alligevel søgte hun vore hænder med øjne, der bad om kærlighed.

Ja – at modtage hundene i lufthavnen bliver aldrig nogensinde trivielt. Det er en af de største oplevelser, vi har med hundene. Alene dét, at flere af de tidligere adoptivforældre møder op igen og igen, bare for at opleve modtagelsen taler jo sit eget sprog!

Og så siger man, ”kært barn har mange navne” … hér er et udsnit af Rapsi’s navne:
Rapsi – men Jane, der leder redningscentret Evolucion, kalder hende
Jamila (det betyder ”smuk” på arabisk)
Da hun skulle have indsat mikrochip, vidste medarbejderne ikke, hvad hun skulle kaldes, så de kaldte hende da for:
Sofia
På blodprøven for erlichia kaldes hun for:
Ojo Azul (der betyder ”den med det blå øje”)
Og, i blodprøven for leichmania kaldes hun for
Rapsi (el. Raspi – det må vi se af papirerne)
Se, dét har vi ikke været ude for før. Det må helt klart betyde, hun er en ganske særlig dame!

Lille Sarala er en meget heldig pige.
Hendes mor blev konfiskeret af politiet fra en ulovlig zigøjner-lejr, hvor hundene levede under forfærdelige forhold, og sat på et kommunalt internat – en såkaldt ”dræber-station”, hvorfra næsten ingen hunde kommer ud igen.
Hun fødte sine hvalpe dér i slutningen af november, men blev reddet/frikøbt sammen med hvalpene af organisationen ”Evolucion”.
Sarala skulle lige før påske have været rejst til Tyskland, men kort før afrejse skiftede adoptions-forældrene mening, så hun blev ladt alene tilbage hos en plejefamilie i Spanien.