Lucas

Lucas blev fundet vandrende og forladt i nærheden af El Archa de Noé i Albacete. Han var totalt afmagret og meget sky, men lidt efter lidt blev der lagt en smule sul på hans stakkels krop. Han er også langsomt begyndt at få tillid til mennesker, og når først han har lært en person at kende, er han utrolig kærlig.

Lucas fandt sin far i Espergærde, og det har været kærlighed ved første blik fra begge sider. Lucas er nu super tillidsfuld og meget meget kærlig både overfor voksne og børn.

 

Roki

Roki blev beskrevet som en meget kærlig hund. Han blev fundet forladt som ganske ung og har tilbragt 4 måneder hos sin spanske plejemor.

Roki bor nu i Silkeborg og er faldet rigtig godt til. Han havde flere ar på sjælen, end man umiddelbart havde fået fornemmelsen af, men tålmodighed, kærlighed og en god seng og sofa har gjort underværker, så nu trives han i bedste velgående.

Mateo

Mateo blev efterladt i en sørgelig tilstand, bundet til døren hos en lokal dyreværnsforening, "El Arca de Noé", i byen Albacete i Spanien. Man kan kun gisne om, hvad der er sket, men højst sandsynligt har jægeren fundet ud af, han ikke var hurtig nok, og derfor måtte han ”kasseres”. Mateo er let blevet overset og tilsidesat frem for de helt rene galgoer og har ikke haft mange chancer for et godt liv, selv om han så rigeligt fortjener det.

Han er en utrolig kærlig, stærk og glad hund, der meget hurtigt knytter sig til nye mennesker, når bare han mærker, at de er venlige mod ham. Han kommer, når der bliver kaldt og vil gøre meget for en godbid. Katte fungerer han også fint med.

Mateo kom til Danmark oktober 2005, men kunne ikke finde sig til rette hos sin adoptivmor. Han kom derfor i pleje først i Jylland og derefter på Lolland og har nu endelig fundet sin egen blivende familie på Lolland, hvor både 2- som 4-benede har budt ham velkommen og givet ham alle chancer for et godt liv.

 

Tilbage til forsiden