Hjemkomst: maj 2007

I samarbejde med: Epona v/Jane Garcia

 

En sørgelig historie fik en glædelig slutning, da flyet fra Malaga med mellemlanding i Madrid endelig landede på dansk jord den 22. maj.

Reina og lille Rex havde længe ventet på en familie, der ville åbne deres døre for dem begge 2 – vi kalder dem ”The Soulmates”. 
Jane havde i lang forgæves forsøgt at finde et hjem, hvor de kunne være begge 2, men uden held. Først, da deres historie kom til Danmark, var der ”bid”.
Heldigvis var vi blevet kontaktet af Lenna, der havde læst om galgoernes skæbne, og gerne ville hjælpe. Hun skulle til Malaga på ferie, og ville gerne tage hundene med hjem. 
TAK Lenna, det har været en utrolig hjælp.

I Kastrup kom 2 meget trætte hunde ud af kasserne. Rejsen var heldigvis forløbet planmæssigt, men med kørsel fra Sevilla til Malaga for derefter at foretage den lange flyvetur, ja så havde de været undervejs i næsten 12 timer.
Reina kom først ud af kassen – som sædvanlig lokket af velduftende kyllingestykker, men hun var først rigtig til at tale med, da Rex også kom ud af sin kasse. 
Og se så – vi havde faktisk ventet et par (kærligt sagt) ”grimlinger”, og ud kom godt nok 2 noget nedtrykte, men utroligt smukke og charmerende hunde. Ja – endnu engang fik vi at se, at billeder næsten aldrig yder fuld retfærdighed! 
Nu er begge i deres blivende hjem. Efter en god nats søvn er halerne atter løftede, og de er i fuld gang med at indtage deres pladser og forberede sig på et liv med mad, bløde senge, leg og kærlighed.
p.s. Der kom hurtigt høj haleføring da de først var ”hjemme” !! vi har vedhæftet et par billeder fra den første dag – så kan I alle glæde jer sammen med os.