Hold 40

Så ankom 5 heldige hunde søndag d. 21.6.2009


 
 Vi kunne i dag byde velkommen til den skønne lille Tulita, som er en helt fantastisk podencohvalp.

Tulita er iflg. hendes plejemor i Spanien en lille frækkert som hvalpe nu engang skal være, men i lufthavnen var hun blot sød og tillidsfuld, da hun kom ud af kassen.  En rigtig skøn lille hvalp.

 


En anden skøn podencoblanding var den lille Piluca. Hun kom glad og skal vi sige madglad ud af kassen! En vidunderlig lille hund, som helt sikkert vil skabe glæde, hvor end hun viser sig.
 


Vi kunne også byde velkommen til den lille Kari, som var svært træt af at sidde i kassen, hvilket hun da heller ikke undlod at fortælle!

Men så snart hun kom op på armen af hendes nye ”hundemor”, så blev der helt stille og det passede lille Kari godt. Kari er en dejlig lille hund som er meget kælen og tillidsfuld.


Det var også en stor fornøjelse at se dejlige Mauri komme ud af kassen. Han kom lige så stille ud og stod og kiggede rundt – der er noget ganske specielt ved at modtage en hund som ham når man ved, at han har tilbragt de sidste 3 år bag tremmer på et internat. Mauri skal i pleje og vi håber, at der vil dukke en skøn familie op til ham - for han fortjener absolut at få et liv som elsket familiehund.
 


Vi kunne også byde velkommen til den underskønne galga Gala. Hun ankom i kassen med logrende hale og ud kom den skønneste galga. Gala er meget tillidsfuld og hun ville gerne hilse på alle mennesker og de øvrige hunde. Hun er meget omsorgsfuld og blid af sind.


Vi siger endnu engang tak til Lone for at hente de pragtfulde hunde hjem til Danmark.



 

 

 

 

Tilbage til Forsiden